Kortfattet biografisk beskrivelse
Hadruplund blev etableret som et opholdssted med intern skole for 8 udviklingshæmmede børn i 1999. Opholdsstedet blev organiseret som en selvejende institution - en fond - og godkendt af det daværende Århus Amt.
I forbindelse med etableringen købte fonden ejendommen Hadrupvej 41. Ejendommen - en forhenværende 4-længet gård - er beliggende i den lille landsby Hadrup i den sydlige del af Odder Kommune. Stuehuset kunne efter en mindre renovering umiddelbart tages i anvendelse, de øvrige længer fremstod temmeligt forfaldne. De 8 børn flyttede ind på Hadruplund den 1. marts 1999.
I 2003 blev godkendelsen ændret fra 8 til 14 børn og unge i døgntilbud og 4 i dagtilbud. I forbindelse hermed blev to af de eksisterende længer totalt renoveret. Den ene til ny værelsesfløj for børnene og de unge, den andet blev indrettet til skole og sal.
I 2007-2008 blev den tredje længe renoveret - hovedsageligt til administration og personalefaciliteter. Udenomsarealer med P-plads og indgangsparti blev foreløbigt færdiggjort i 2009-2010.
I 2010 blev Hadruplund godkendt til også at huse 6 beboere i et botilbud for voksne. I den forbindelse erhvervedes en landejendom på adressen Hadrupvej 60.
Til de to ejendomme hører 5-6 tdl. skov og mose.
I dag er der på Hadruplund omkring 50 ansatte, svarende til ca. 38 fuldtidsstillinger. Hadruplund har en årlig omsætning på 17-18 mill. kr.